Målet er at forberede og give visuel støtte til børn, der skal have foretaget en coronatest. Materialet anvendes i trygge omgivelser sammen med en voksen i en periode op til selve testningen.
Suppler evt. bogen med personlige erfaringer som forberedelse inden testningen. Fx erfaringer med, hvad betyder det at åbne munden og sige “ahh”, hvordan det ser ud når en anden bliver testet, hvordan det føles at få en vatpind ind i munden eller lignende.
Se også Region Midtjyllands animationsfilm om, hvordan man får lavet en coronatest.
Download historien og tilpas siderne med personlige billeder. Den sidste side i historien skal gerne skabe en positiv slutning. Tilpas derfor siden efter, hvad der virker mest motiverende for det enkelte barn.
Hvis det er svært for barnet at huske at kigge op, når han/ hun skal åbne munden, kan du evt. klistre noget fast på loftet inde i bilen, som giver et konkret punkt at kigge på (fx et klistremærke, et billede af et motiverende motiv eller tallene 1-5, som du tæller mens lægen poder) Indsæt samme billede i den sociale historie på siden om at kigge op og åbne munden.
Bogen kan printes i A4 eller du man printe to sider på en A4 og klippe dem over midt på.
TIPS FRA CORONA-HOTLINE: Kontakt en af vagterne så snart I ankommer og holder i kø. Bed dem ringe til testteltet og informere om, at jeres barn har behov for god ro, tid, en tydelig og pædagogisk tilgang samt at der tælles til fem, mens halsen podes. De kan evt. undersøge om der er en af de ansatte, der er særligt egnet til denne opgave, så I får plads der.
Målet med skemaet er at skabe en visuel støtte på selve dagen, der tydeliggør rækkefølgen og kobler tilbage til forberedelsen fra den sociale historie.
Dokumentet indeholder 3 ens strimler, så du har ekstra billeder, der kan anvendes som piktogrammer til visuelt støtte.
Download dokumentet og anvend enten en af de tre strimler som et print eller klip billederne ud og laminer dem, så de kan sættes på et skema med velcro.
Det sidste felt i skemaet tilpasses, så det passer med det I har aftalt at gøre efter testen. Vælg gerne noget, der er meget lystbetonet for barnet og sørg for, at det er det samme som nævnt i jeres sociale historie.